Viborg Stifts Folkeblad, lørdag 2. oktober 1993
Spadsereturen.
Et litografi af Allan Nordmark – gjort i Viborg og til Viborg.
Firserne var plakaternes årti. Helt klart. Reproduktionerne var til at betale, de så godt ud og var helt i orden at ofre en ramme på og have hængende. Og når så de forskellige kunstnere begyndte at signere og nummerere plakaterne, så blev det for alvor problematisk.
Sådan er det for så vidt stadigvæk. Men som det går med alting, der har været på toppen i en periode, så skifter tiderne til noget andet.
Det er som om, man igen er begyndt at få øjnene op for et gammelt håndværk: Litografiet. Hvor reproduktionerne bliver spyttet ud af bedre og bedre offset-maskiner, så står litografiet for arbejdet med grafikkens muligheder.
Når Allan Nordmark for eksempel har lavet 300 originale litografier, så har han haft fat i hver enkelt - op til flere gange. Der er nemlig fem farver i billedet. En sort, en blå, en rød og to gule.
Kun to værksteder i Danmark giver sig af med den slags i tiden. Et vældig kendt i København og så den mere beskedne udløber af salig I. Chr. Sørensens litografiske værksted i Hjørring - kaldet slet og ret »Grafisk Værksted«.
Allan Nordmark valgte det sidste og var selv med under hele processen. Sådan er det nemlig. Kærligheden til det originale gør, at man ikke bare går sin vej.
Motivet
Viborg
Nok om litografi i det hele taget - teknikken kan studeres andetsteds på siden - og over til lige præcis det eksemplar af slagsen, som denne historie drejer sig om.
Det var slet ikke så stort fra starten, begynder Allan Nordmark, men nu er det jo et helt opslået Folkeblad.
Motiverne masede sig altså på, efterhånden som skitserne rullede, og pludselig var pladsen trang. Og nu er de der allesammen. Parret, veninderne, hatten på bænken, dragen, ham der står på hænder… Han gør ikke på Domkirken, det var ellers lige ved. Men Domkirken, jovist har byen tårne på.
- Jeg vidste ikke hvordan, det skulle se ud, da jeg startede. Kun at det skulle handle lidt om Viborg, og så skulle det kunne forstås af både børn og voksne.
Allan Nordmark kan godt se lidt af sin egen barndom i det færdige billede. Som han siger: et liv mellem to kirkers bimlen og bamlen har nok automatisk givet det en vis rytme.
- Jeg kan formentlig sige meget mere om billedet senere. Nu skal det lige lagres. Om et stykke tid kan jeg så trække det frem igen, tage den anden hat på og betragte det. Som kunst-pædagog.
Om Nordmark
Opstået af tryksværte midt i Viborg.
»Allan Nordmark Andersen er som kunstner enestående derved, at han er ved at skabe en helt personlig og nutidig menneske-fortolkning, en figurstil af denne tid ud fra et levende menneskes syn og oplevelse, fjernt fra fotografiets naturalistiske illusion. Allan Nordmark Andersen er en beåndet realist, der fortæller om verden gennem iagttagelse og en stram følsomhed i stregen.«
Sådan skrev grafikeren og professoren Palle Nielsen blandt andet, da Allan Nordmark skulle modtage et legat.
Ellers er han født som en ganske almindelig dreng i Viborg for 51 år siden. I Sct. Mikkels Gade midt i al tryksværten, siger han selv - og giver det skylden for, at hans liv i den grad er kommet til at handle om teknikker og processer.
Han var ung i Paris. Han lavede litografier i Italien. Han reparerede hus for Lars Bo og passede have for Asger Jorn.
I årene 1967 til 1977 var han elev hos d'professorer Palle Nielsen og Dan Sterup Hansen på Kunstakademiet i København. Og hos Professor Helge Bertram nappede han lige en kunstpædagogik-uddannelse i farten.
I 1977 fandt han grunden til det hele ved Virksund i Sundstrup. Her bor han også i dag. Sammen med fru Ulla, der er lærer i Viborg - og en utrolig glad golden retriever.
Allan Nordmark har alle de udstillinger bag sig, som man skal há og kan sagtens leve af sin kunst Men samtidig vil han ikke give slip på de 14 ugentlige timer på Katedralskolen i Viborg, hvor han lærer fra sig ud i kunstens krinkelkroge.
Lige nu er han aktuel med 300 styks original grafik Lavet fra Viborg, til Viborg - og til Folkebladets læsere.
Sådan
Det kræver en særlig kalksten at trykke efter metoden litografi. Den gode Zollenhofen-sten, der brydes i Bayern, overgås næppe. Billedet tegnes med kridt eller tusch på stenen, som derefter ætses for senere at kunne suge vand på de billedfrie områder. Kridtet, hvis fedt er trængt ned i stenen, fjernes med terpentin, og stenen fugtes med vand, der afvises af de fede billedpartier, men opsuges af de ætsede billedfrie! Når den fede trykfarve valses på stenen, lægger den sig på de fede billedpartier. Men bliver afvist af de fugtige...
Tekst: Louise Hesner
--- o O o ---